Slidsen – En funktionel detalje
Slidsen havde i sin tid, hvor gentlemen sad meget lodret til hest, en presserende funktion – at modvirke, at jakkens ærmer ikke krøb op i armhulerne.
Slidsen anses i dag i den konventionelle modeindustri for kun at have kosmetisk værdi. Det skyldes, at det er en skræddermæssig svær detalje at slippe godt fra. Desuden er det en tidskrævende og dermed også en fordyrende proces.
Masseproducerede stangvarer findes oftest uden slids. Den spares simpelthen væk, hvilket er synd, for den har stadig, den dag i dag en meget betydelig funktion. I modebranchen, hvor der kræses for detaljen, er slidsen dog langt fra glemt.
Jo højere skåret slids, jo nemmere skjules en stor bagdel. Desuden modvirker to ”sideslider” jakken fra at krølle, når man sidder.
INGEN – Har oprindeligt hjemme i den det italienske snit og det senere amerikanske snit. En jakke uden slids sidder kun godt når man står og ikke stikker hænderne i bukselommerne.
ENKELT – Kan variere i længde. En lavt skåret slids indikerer typisk en sportsjakke, men ses ofte også i det trendy og uformelle italienske snit samt det amerikanske snit, hvor længden sædvanligvis er skåret højere. Det sidstnævnte kan muligvis skyldes, at jo større bagdel man har jo højere skæres slidsen for at skjule denne, hvilket kan være ret virkningsfuldt. Desuden anses denne type for at være uformel og af mere trendy karakter.
DOBBELT – Tilhører i den oprindelige formelle engelske klassiker. Anses for at være det mest stilige snit. Denne type kaldes også almindeligvis for ”sideslids” men bør måske nærmere omdøbes til ”siddeslids”, idet den dobbelte slids gør, at jakken, når bæres siddende, krøller knap så meget som ellers.